Behandlingsforløb
Biointegration
Kronefremstilling
Behandlingseksempler

Efter Operationen - en vejledning til patienter efter en operation.

En operation er, foruden ubehaget, en situation forbundet med en vis angst og bekymering. Vi håber med denne vejledning at imødekomme almindelige spørgsmål og mindske bekymringer så meget som muligt.

Hævelse efter en operation i munden er ikke spor usædvanligt forekommende. Hævelsen kan tiltage 1 - 2 dage efter en operation og holde sig 2 - 5 dage efter det operative indgreb.

Hævelsen er som regel en væskeansamling og ikke et tegn på betændelse.

Hævelsen kan formindskes ved at lægge en ispose på kinden de første 12 timer efter operationen - en pose frosne ærter er fortrinligt til formålet. Undgå herefter kulde og træk.

Hvis:
-
hævelsen tiltager voldsomt efter de første 24 timer
- De føler synkebesvær
- der opstår feber

kan der være tale om en betændelsestilstand og De bør kontakte klinikken.

Smerter kan forekomme de første dage efter operationen. Som regel er det tilstrækkeligt at indtage de aftalte smertestillende tabletter. Undgå at tage andre typer af tabletter end dem, der er aftalt med klinikken. Er smerterne voldsomme og tiltagende bør De kontakte klinikken og få råd.

Blødning forekommer næsten altid i mindre omfang efter en opration. Spyttet kan virke rødt de første 24 timer efter en operation og der kan forekomme let sivende blødning fra såret de første 24 timer efter operationen.

Undgå fysisk anstrengelse den første uge efter operationen.

Lig højt med hovedet om natten.

Hvis der opstår kraftigere blødning fra såret, skal De forsigtigt anbringe en fast, ren gazetampon eller vatrulle på såret og holde den der i 15 minutter. Behandlingen kan om nød-vendigt gentages. Lykkes det ikke på denne måde at standse blødningen, bør De kontakte klinikken.

Såret skal man helst lade være i fred. Undgå at berøre det med fingre, tandstikker, tandbørste eller lommetørklæder. Undgå at berøre såret med tungen eller at suge på såret. Såret i munden kan efter nogle dage se hvidt eller gult ud. Dette er normalt og er som regel ikke et tegn på betændelse.

Mundhygiejne er en væsentlig ting også efter en operation. Munden skal holdes så ren som muligt.

Tandbørstning skal foretages normalt, men med stor forsigtighed i det opererede område af hensyn til sårhelingen og eventuelle tråde.
Der må ikke børstes direkte på såret!

Mundskylning skal den første dag foretages med stor forsigtighed. De følgende dage skal munden skylles efter hvert måltid, samt om morgenen og om aftenen.

Til mundskylning anbefales klorhexidin 0,1%. Almindelig mundskylning kan i mangel af bedre foretages med lunkent saltvand ( 1/2 - 1 teskefuld kogsalt i 1 glas kogt vand ) eller lunken kamillete.

Spisning bør undlades de første 2 timer efter operationen. Væske kan indtages.
De første 24 timer efter operationen bør kosten så vidt muligt være flydende eller meget blød. De følgende dage kan De kombinere flydende og blød kost, indtil De føler, at De kan klare en mere normal kost. Det er vigtigt, at De får både nærende og vitaminrig kost efter en operation.
Det er vigtigt, at De ikke kommer til at tygge på såret og forsøg så vidt muligt at spise i den raske side af munden. Vent med at tygge normal kost i den opererede side til De har været til kontrol og fået fjernet trådene.

Skulle der opstå akutte problemer, hvor De har behov for hurtig hjælp eller nødbehandling udenfor klinikkens åbningstider, bør De kontakte Deres læge eller evt. nærmeste skadestue.

Tilbage til Implantat indsættelsen